Materiel
It og cyberområdet
FMI opgraderer Forsvarets TYR-beskyttelsesudrustning til M/26. Ny softarmor gør vest og hoftebæltet tyndere – uden at gå på kompromis med beskyttelsen. Også værnepligtige på den nye 11-måneders tjeneste vil fremover får udleveret TYR beskyttelsesudrustning.
TYR Tactical Male/Female PICO-MVW Assaulter’s Plate Carrier (modulær plate carrier)
Af Jan Schelbech, FMI KOM
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) skifter nu til den seneste udgave af Forsvarets fragmentationsvest, når TYR Tactical plate carrier-platformen MALE og FEMALE PICO-MVW opgraderes til den danske version M/26. Indfasningen sker løbende, efterhånden som nyt materiel bestilles og leveres.
Forsvaret har anvendt TYR-systemet siden 2012. I Forsvaret er systemet kendt som M/12, og i 2021 kom en opdateret udgave, hvor fragmentationspladerne i systemet blev tyndere, men med samme densitet og beskyttelsesniveau.
”Vi er konstant opmærksom på den teknologiske udvikling. Vi har med en leverandør at gøre, som konstant udvikler på produktet. Det kommer nu de danske soldater til gode,” siger Henrik, chefsergent og ansvarlig for beskyttelsesudrustning i den landmilitære division i FMI.
De projektilbeskyttende plader bliver også tyndere og lettere. Den største forskel på den nye TYR ligger i softarmor, der er den tætvævede men fleksible fiberkonstruktion.
Den tekniske udvikling i fiberbaseret beskyttelse gør, at panelerne kan komprimeres mere under produktionen og bygges op med en opdateret fibertype. Det betyder, at softarmor i både TYR plate carrier’en og i TYR hoftebæltet bliver tyndere og lettere.
“Softarmor er en del tyndere, men leverer det samme høje beskyttelsesniveau,” siger Henrik.
Opgraderingen rykker også de værnepligtiges beskyttelsesudrustning op på niveau med den stående styrkes sikkerhedsudrustning.
Henrik peger på, at nye leverancer fremover kommer med den opgraderede softarmor.
“Alle TYR der bliver leveret eller indkøbt i år og fremad, bliver leveret med den nye softarmor,” siger han.
M/26-opgradering af TYR-fragmentationsvest
Platform: TYR Tactical FEMALE/MALE PICO-MVW Assaulter’s Plate Carrier (modulær plate carrier).
Indfasning: Løbende ved nyindkøb/leverancer.
Softarmor: PSA2/DK (paneler i vest og TYR hoftebæltet)
Hovedgevinst: Tyndere/lavere profil – samme beskyttelsesniveau og bedre bevægelighed.