Materiel
It og cyberområdet
Hærens enheder får nu et markant løft i effekt. Ny moderne 120 mm ammunition er
godkendt til brug i Hærens CARDOM10 tunge morterer.
Med den nye anskaffelse af moderne 120 mm ammunition bliver det muligt at skyde med både brisant, lys og røg.
Af Jan Schelbech, FMI KOM
Indtil nu har Hæren alene kunnet anvende den ældre brisantgranat M/50 som den væsentligste ammunitionstype til 120 mm tunge morterer, men med den nye anskaffelse af moderne 120 mm ammunition bliver det muligt at skyde med både brisant, lys og røg. Det betyder, at Hæren kan anvende sine morterer mere fleksibelt.

Skarpskydning med tung mortér Cardom 10. Foto: Forsvaret
”Den nye ammunition giver Hærens enheder øget effekt på kamppladsen. Det er et vigtigt skridt i moderniseringen af Hærens ildkraft,” siger fungerende chef for 1. Artilleriafdeling i Danske Artilleriregiment major Jesper B. Lindholm.
Den nye konstruktion gør granaterne mere aerodynamiske, hvilket giver længere rækkevidde, er lettere at betjene. Den nye ammunition er blevet testet af de operative enheder i Hæren.
Ammunitionen blev taget i brug allerede i december måned 2025, hvor besætninger på Hærens tunge morterenheder, under en skarpskydning, fik mulighed for at demonstrere den forbedrede våbenvirkning, som den moderne ammunition giver. Enheder fra Danske Artilleriregiment tager ammunitionen i anvendelse igen i uge 11 2026.
De danske Cardom 120 mm tunge morterer er monteret på Piranha 5 platformen og de leverer en vigtig ildstøtte til Hærens mobile enheder I 1. Brigade.
”Vores tidligere ammunition, der er producereret under den kolde krig, var af høj kvalitet, men den teknologiske udvikling er også kommet morterammunition til gode. De små konstruktionsændringer i granaterne gør en forskel,” forklarer oberst Thomas Øgendahl Knudsen, chef for den landmilitær division i FMI.
Når den kommende ammunitionsproduktion i Elling bliver sat i gang, vil den også kunne levere moderne 120 mm brisantammunition til Hæren. Dermed vil Danmark få mulighed for egen produktionskapacitet til at understøtte Forsvarets behov for moderne tung morter ammunition i fremtiden.