Ved dagens arrangement blev to Saildrones søsat.

Ved dagens arrangement blev to enheder indsat fra Køge Marina. Foto: FMI KOM

Af FMI KOM

Under blå himmel bød programmet på reception, taler og selve søsætningen af to ubemandede enheder. Både materieldirektøren i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse generalløjtnant Kim Jesper Jørgensen, administrerende direktør og partner i EIFO Jacob Bratting og CEO’en for Saildrone Richard Jenkins var på talerstolen og satte kursen for dagens begivenhed.

Indsættelsen er del af en operativ afprøvning, hvor Forsvaret i løbet af sommeren vil teste i alt fire ubemandede overfladefartøjer fra den amerikanske virksomhed Saildrone i danske farvande. Enhederne sejler ved hjælp af vind og sol og kan operere i længere perioder uden mandskab ombord – en kapacitet, der kan styrke Forsvarets tilstedeværelse, hvor det ellers er udfordret.

Saildrone-event 16. juni

Ved dagens arrangement var bl.a. FMI, EIFO og Saildrone repræsenteret. Foto: FMI KOM


Teknologi i medvind

Med afprøvningen stævner Forsvaret ud mod nye måder at overvåge og indhente efterretninger på – med øje for både bæredygtighed, fleksibel indsættelse og styrket kampkraft i det maritime domæne.

Initiativet er forankret i et bredt samarbejde mellem Forsvarets Dronecenter, Forsvarskommandoen, Søværnskommandoen, Danish Defence Innovation Unit og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Saildrone-afprøvningen er ikke kun en teknologisk test – den fungerer også som pejlemærke for, hvordan Forsvaret kan navigere i et mere komplekst og krævende sikkerhedsbillede. Med ubemandede fartøjer på kurs i Østersøen tager Forsvaret endnu et skridt i retning af et moderne og tilstedeværende maritimt beredskab.