Materiel
It og cyberområdet
Når H.K.H. Prins Joachim deltager i DALO Industry Days er det som brigadegeneral og i rollen som forsvarsindustriattaché. En rolle, der særskilt fra rollen som forsvarsattaché, giver mulighed for et mere dybdegående arbejde med forsvarsindustrien på tværs af landegrænser. Netop dette arbejde har Prins Joachim også mulighed for at udfolde under industridagene i Ballerup.
H.K.H Prins Joachim er brigadegeneral og forsvarsindustriattaché i Washington. Han deltog i DALO Industry Days 2025 i forbindelse med programmet for forsvarsattacheer. Foto: FMI KOM
Af Kathrine Rose, FMI KOM
I Ballerup Super Arena summer især et mødelokale af aktivitet. 20 danske forsvarsattachéer fra repræsentationer rundt om i verden er taget til Ballerup blandt andet for at deltage i det faste programpunkt under DALO Industry Days ”Speeddating med forsvarsattachéer”. Her kan virksomheder holde korte møder med attachéer, der kender det land, en given dansk virksomhed, kunne ønske at udvide til.
Inden arrangementet går i gang har H.K.H Prins Joachim tid til at dele ud af sine betragtninger om de muligheder, DALO Industry Days giver attachéer for at skabe forbindelser og styrke eksisterende samarbejder. Flere bekendte kommer forbi og trykker Prins Joachim i hånden på vej ind i lokalet; de ser frem til drøfte forsvarsindustri med ham.
”Jeg oplever, at denne messe bliver større og større. Det er både et udtryk for, at der er en interesse, men også at der er en nødvendighed i samarbejdet mellem forsvarsindustrien og forsvaret selv. Derfor er det også værdifuldt, at man som attaché i dette forum kan komme ud og sparke dæk, så at sige. Vi kan mødes i øjenhøjde med de mennesker, de danske virksomheder, hvis aktiviteter, vi ønsker at fremme,” forklarede Prins Joachim.
Interessen for Danmark vokser
Selvom danske forsvarsattachéer rundt om i verden i høj grad arbejder for og med de danske virksomheder, der ønsker at ekspandere til udlandet, så er der også en væsentlig opgave i at fremme Danmark som et land, hvor udenlandske virksomheder kan drive virksomhed.
Netop derfor har årets afholdelse af DALO Industry Days også været rekordsættende med deltagere fra mere end 40 forskellige lande. Ifølge Prins Joachim, der til daglig har en stor berøringsflade med både dansk og international forsvarsindustri, er det en indikation for den udvikling der sker internationalt.
”Over det sidste halve års tid især, har vi i Washington bemærket, at den amerikanske industri ikke kun kigger mod Europa men i særdeleshed også mod Danmark som et land, hvor det kan være interessant at udbygge en virksomhed. Når jeg har samtaler med amerikanske samarbejdspartnere, så er produktion på europæisk jord også på tale. Det er en positiv udvikling, som understøtter fælles ønsker om en stærk industri,” forklarede Prins Joachim.
Potentiale til samarbejder
For Prins Joachim stod det klart, hvad det ønskede udfald af årets deltagelse i DALO Industry Days var. Samarbejdet i forsvarsindustrien og mellem forsvar og industri skal fortsat styrkes på tværs af landegrænser.
”Jeg håber, at de amerikanske samarbejdspartnere, som vi kender, tager hjem, ikke kun med en taknemlighed for oplevelsen, men med en klar oplevelse af, at der er potentiale for stærke samarbejder her. Vi ved, at der i den kommende tid vil komme amerikanske virksomheder til dansk jord, og det kan vi kun glæde os over,” afsluttede Prins Joachim, inden han trådte ind i lokalet, hvor ambitiøse virksomheder ventede på, at netop hans viden og indsigt kunne hjælpe dem fremad.