Forsvaret får nye lette opklaringskøretøjer af typen ENOK.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har netop underskrevet en kontrakt på nye lette opklaringskøretøjer af typen ENOK med den danske virksomhed Ejner Hessel, som leverer køretøjet i samarbejde med det tyske firma ACS Armoured Car Systems GmbH (ACS).

 

”Vi er godt i gang med anskaffelserne til opbygningen af den tunge brigade, og de lette opklaringskøretøjer til opklaringsenheden er en vigtig brik i dette puslespil. Jeg er derfor glad for at skrive under på denne aftale, som sikrer Hæren et alsidigt og manøvredygtigt køretøj, der giver dem de bedste betingelser alle steder i verden,” siger oberst Thomas Øgendahl Knudsen, chef for Landdivisionen i FMI.

 

Som led i udvælgelsen af det rette køretøj blev to forskellige leverandørers køretøjer testet over et tre uger langt forløb i august af eksperter og brugere fra Forsvaret. I testen indgik bl.a. kørsel i terræn, vurdering af køretøjernes tekniske opbygning, lasteevne og ergonomi.

 

Alsidigt køretøj

Opklaringskøretøjerne skal anvendes af Brigadens opklaringsenheder samt tilknyttede støttefunktioner. Køretøjerne anskaffes derfor i flere forskellige varianter, så de kan løse alle de forskellige funktioner.

 

Køretøjerne leveres de kommende år. Indledningsvis leveres et mindre antal basiskøretøjer, som skal testes yderligere af brugerne forud for anskaffelsen af de øvrige konfigurationer.

Lette opklaringskøretøjer til Forsvaret.

Nye lette opklaringskøretøjer af typen ENOK.