FMI tester skrogdesign på nye redningsfartøjer til Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (MSSB)

FMI har testet det traditionelle og velkendte skrogdesign AluSafe 2000 op imod Blad-Bow design. Det har givet den maritime division i FMI værdifuld viden, der også kan anvendes ifm. andre fartøjsprojekter. Se video på siden.

Af Jan Schelbech, FMI KOM

 

De omfattende tests blev foretaget ved det uafhængige norske forskningsinstitut SINTEF Ocean i Trondheim.


Hydrodynamik i centrum

Det handler grundlæggende om hydrodynamik — hvordan et legeme opfører sig i vand. Skroget på en båd eller et skib er fartøjets fundament og spiller en afgørende rolle for stabilitet, opdrift og den generelle ydeevne på vandet. Forskellige skrogdesigns opfylder specifikke formål, hvad enten det er at maksimere hastigheden, forbedre stabiliteten og sødygtigheden eller tilpasse sig forskellige vejr- og strømforhold.


Hastighed, sødygtighed og besætningens komfort

For redningsfartøjer handler det om hastighed, sødygtighed, men også i høj grad om komfort for redningsmændene ombord, når de skal sejle ud til nødstedte til havs i vejr, hvor de færreste lystsejlere har lyst til at være på vandet. Redningsmændene skal hurtigt og sikkert frem til de nødstedte, for ofte er der menneskeliv på spil.


Komfort betyder operationel effektivitet

Derfor spiller komfort for besætningen en væsentlig rolle. Her taler vi ikke om komfort i form af luksussæder og udstyr, men helt grundlæggende komfort. Det er ikke hensigtsmæssigt, at redningsmændene kommer trætte frem for at undsætte mennesker til havs, når de skal være mange timer på havet.

Det er derfor en hårfin balance for producenter af redningsfartøjer og ikke mindst for skibsingeniører i den maritime division i FMI, som anskaffer de nye Danish Rescue Vessels (DRV) til Kystredningstjenesten, når man ”skruer” på fartøjets forskellige parametre.


Modeltest og skrogvalg

FMI skrev kontrakt i februar med norske Maritime Partner AS fra Ålesund om syv hurtigtgående mindre skibe. I FMI havde man valget mellem det mere traditionelle AluSafe 2000-skrogdesign og det mere moderne Blade-Bow-design, hvor forskibet skærer sig mere igennem søen.

Derfor valgte den maritime division i FMI at gennemføre en omfattende modeltest af de to skrogdesign hos det uafhængige norske forskningsinstitut SINTEF Ocean. Efter analyse af de indsamlede data har FMI valgt Blade-Bow-designet.