Materiel
It og cyberområdet
FMI har underskrevet en kontrakt på anskaffelse af minekastersystemer til Forsvaret. En kapacitet, som er et vigtigt element i opbygningen af den tunge brigade.
Billedet er ikke af den danske konfiguration men et eksempel på, hvordan systemet kan se ud, når det er installeret på et køretøj. Den danske løsning bliver enten på en mindre lastvogn eller eksempelvis på et ubemandet køretøj.
Minekastersystemet er en vigtig kapacitet i opbygningen af den tunge brigade. Derfor har Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) netop underskrevet en kontrakt med den tyske virksomhed Dynamit Nobel Defence GmbH om levering af otte minekastersystemer.
”Jeg er glad for, at vi nu har underskrevet kontrakten på minekastesystemer til Hæren. Minekasteren er en helt ny kapacitet, vi ikke har haft i Danmark før. Men minekastere er en vigtig styrkelse af den tunge brigade for at kunne udlægge hastige panserminefelter til at hindre fjendtlige gennembrud i brigadens defensive operationer,” fortæller oberst Thomas Øgendahl Knudsen, chef for Landdivisionen i FMI.
Minekasterne er monteret på en standard 10 fods containerramme, som kan monteres på en mindre lastvogn eller eksempelvis et ubemandet køretøj.
De første systemer leveres forventeligt i 2026. Forud for levering af de første systemer vil instruktører og mekanikere blive uddannet på kapaciteten. Der leveres både magasiner med træningsminer og magasiner med skarpe miner.
Anskaffelsen af minekastesystemer sker via Accelerationsfonden.