Hos Cyberdivisionen oplever Carina et stærkt sammenhold og en stor faglighed

Hos Cyberdivisionen oplever Carina et stærkt sammenhold og en stor faglighed. Foto: FMI KOM.

Af FMI KOM

 

Med titel af ”problem-praksisejer” er det Carinas job at bygge bro mellem it-problemet og løsningen på det. Det betyder, at det er hende, der har overblikket, samler holdet af teknikere, sætter møderne i gang og starter rapporterne.

 

De tre kundegrupper, hun arbejder med, er de it- eller forretningsansvarlige, som ejer systemet, teknikere, som løser problemet, og brugerne, som oplever problemet. Hun har med andre ord berøringsflader til store dele af det forsvarsministerielle område.

It i en militær virkelighed

”Der er it i alt,” fortæller Carina. ”Derfor veksler de problemer, som havner på mit bord, meget i deres kompleksitet og kritikalitet. Konteksten betyder vildt meget. I den rette kontekst kan et ikke-responsivt tekstfelt være forskellen på liv eller død,” siger Carina.

 

Den militære virkelighed kan på et øjeblik ændre prioriteterne i hendes afdeling. Hvis en soldat i udlandet oplever problemer, kommer de problemer forrest i køen.

Faglighed i centrum

”Mødet mellem forskellige problemstillinger udfordrer mig fagligt og gør mig dygtigere,” siger Carina.

 

”Her kan jeg vokse med min faglighed, og det er vigtigt for mig. Jeg kan efteruddanne mig og har har både mulighed for at tage og få ansvar.

 

Carina sidder i forskellige arbejdsgrupper, hvilket giver hende mulighed for at bruge sine kompetencer til at tage styringen på de rigtige tidspunkter – men også at give plads til andres faglighed.

 

”Sådan skaber du et godt miljø for ideudvikling, hvilket er essentielt, for jeg kan ikke løse problemet – det kan teknikerne,” fortæller Carina.

 

Det at kunne arbejde for noget, der er større end hende selv, har været en vigtig faktor for Carinas valg om at søge arbejde på forsvarsområdet:

 

”At min faglighed er med til at styrke forsvaret af Danmark, er en af de store grunde til, at jeg søgte job hos Cyberdivisionen,” slutter hun.

Forskellighed og viljen til at hjælpe

Carina fremhæver sammensætningen af fagligheder som noget af det, der gør Cyberdivisionen unik. Ingeniører, jurister, akademikere, andre specialister og selvfølgelig soldater bringer hver især noget unikt til bordet.

 

”Soldaterne har systemforståelse, kendskab til forsvaret og et bredt netværk at trække på. Som civil kommer du med en stor teknisk faglighed. Der findes ikke én rigtig profil: Gennem vores forskellighed spiller vi hinanden gode,” forklarer hun.

 

Carina karakteriserer samarbejdet i afdelingen som stærkt – både fagligt og socialt.

 

”Her er plads til fordybelse, og du kan altid få sparring eller en hjælpende hånd. Der er ikke nogen, der møder på arbejde med spidse albuer. Jeg tror, at det er sådan, vi kommer længst,” slutter Carina.

 

Techno-antroprologi og ITIL

Ud over at være eksportingeniør har Carina en kandidat i techno-antropologi. Techno-antropologi handler om samspillet mellem it og mennesker – både etisk og i forbindelse med teknologi-drevet forandring, altså den måde mennesker og it påvirker hinanden på.

 

Titlen problem-praksisejer bruges i forbindelse med rammeværktøjet Information Technology Infrastructure Library (ITIL), der anvendes til at styre og understøtte it i store virksomheder.

 

Sidst opdateret 5. november, 2025 - Kl. 14.03