Materiel
It og cyberområdet
Soldater fra Hæren og frivillige fra Hjemmeværnet trak for nylig i den virtuelle uniform, da de testede nye simulationssystemer på Holstebro Kaserne.
Af Oliver Nordahl Johansen, FMI KOM
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er i samarbejde med Forsvaret ved at undersøge, hvordan ny simulationsteknologi kan styrke uddannelse og træning af soldaterne.
Derfor var personel fra både Hæren og Hjemmeværnet mødt op på Holstebro Kaserne, hvor der var arrangeret en demonstrationsdag med test af nye systemer. De systemer, som skulle afprøves på dagen, er fra Ramrod XR og RE-LION, og de adskiller sig fra de systemer, der allerede er anskaffet til Forsvaret, ved i højere grad at kombinere den fysiske verden med digitale elementer - det der på fagsprog kaldes Mixed Reality systemer.
I Mixed Reality (MR) kan man opnå en højere kompleksitet i øvelserne, i og med brugerne fysisk bevæger sig rundt på et afgrænset område samtidig med, at de med VR-brillerne på befinder sig i et virtuelt miljø, som er bygget op om det fysiske miljø, de rent faktisk bevæger sig i. Helt konkret blev testpersonerne på denne dag udstyret med VR-headset og våben. Forud for demonstrationen var gymnastiksalen blevet scannet ved hjælp af laserteknologi, så en præcis virtuel tegning af rummet gjorde det muligt at begive sig rundt i gymnastiksalen, mens der i brillerne blev vist nogle helt andre omgivelser. På Holstebro Kaserne blev gymnastiksalen fx forvandlet til alt fra et supermarked over en skydebane til et velbevogtet hus med en skarp gidselsituation.
Formålet med demonstrationerne er at undersøge, hvilke teknologier der bedst kan understøtte Forsvarets behov og være med til at styrke uddannelse og træning. Derfor var folk fra både Hæren og Hjemmeværnet inviteret til at komme med feedback og input baseret på demonstrationerne af systemerne.
”Vi følger udviklingen tæt og afsøger løbende markedet for nye kapaciteter, der kan skabe værdi for Forsvaret. Samtidig er det vigtigt for os at inddrage erfaringer og behov fra de operative miljøer, så vi sikrer, at teknologien understøtter de opgaver, der skal løses i praksis,” siger Asge, der er XR-ansvarlig i FMI’s simulationssektion.
Arbejdet med at teste og evaluere nye løsninger fortsætter i den kommende periode, hvor FMI vil gennemføre yderligere demonstrationer og forsøg med forskellige systemer, regimenter og kommandoer.
”Demoerne er forløbet rigtig godt. Nu fortsætter vi den vigtige dialog mellem brugerne ude i enhederne, FMI og industrien. Den fælles forståelse af operative behov, teknologiske muligheder og praktiske begrænsninger er vigtig for at vi til sidst kan træffe de rigtige beslutninger om fremtidige kapaciteter,” siger Asge.
Testdagen på Holstebro Kaserne sker som et led i et større arbejde med at opbygge kendskabet til træningsmuligheder med simulationssystemer i forsvaret. Tidligere på året blev der anskaffet to VR-systemer fra henholdsvis danske KANDA og svenske GAIM anskaffet, som giver mulighed for at simulere skydninger i en virtuel verden. Systemerne er nu i gang med at blive testet gennem forskellige troppeforsøg i Hæren og Hjemmeværnet.
LINK: Læs mere om troppeforsøg med de indkøbte VR-systemer.
Paraplybetegnelse for teknologier, som blander den fysiske og virtuelle verden. Herunder de tre nedenstående:
Brugeren befinder sig i et fuldt virtuelt miljø ved hjælp af et headset. Man bevæger sig i den virtuelle verden med et joystick, som det er kendt fra computerspil.
Kombinerer fysiske omgivelser med virtuelle elementer. Brugeren kan bevæge sig rundt i et virkeligt rum, mens det virtuelle miljø er bygget op omkring de fysiske omgivelser. Det gør det muligt at træne realistiske scenarier med både fysiske og digitale elementer.
Virtuelle elementer tilføjes den virkelige verden gennem f.eks. smartbriller eller VR-briller, hvor grafiske elementer vises ”ovenpå” de virkelige omgivelser. Teknologien er især kendt fra mobilspillet Pokemon GO.