Materiel
It og cyberområdet
DALO Industry Days er slut for i år. For første gang er Skandinaviens største forsvarsindustriudstilling afholdt i MCH Messecenter Herning. Her har forsvarsindustri, Forsvaret, myndigheder og internationale samarbejdspartnere i to dage mødt hinanden til dialog, demonstrationer og videndeling.
DALO Industry Days 2026. Foto: MCH/ Christian Toft Bro.
Pansrede køretøjer, droner, missilsystemer, maritime løsninger, kommunikationsudstyr, it-systemer og meget mere har de seneste to dage fyldt haller og udendørsarealer ved MCH Messecenter Herning.
For første gang er DALO Industry Days rykket fra Ballerup til Herning. Flytningen er sket som følge af den markante vækst, som messen har oplevet gennem de senere år. De nye rammer i Herning har gjort det muligt at samle endnu flere virksomheder og aktører fra både Danmark og udlandet.
”Jeg er meget tilfreds med årets DALO Industry Days. Vi har haft to intense dage med masser af dialog, gode møder og et stort engagement fra både danske og internationale virksomheder. Det er præcis det, DALO Industry Days skal kunne: skabe et sted, hvor Forsvaret og industrien kan mødes, udveksle viden og få en bedre forståelse for hinandens behov og muligheder,” siger generalløjtnant Per Pugholm Olsen, chef for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).
Nye rammer med plads til vækst
Flytningen til MCH Messecenter Herning markerer samtidig et nyt kapitel for DALO Industry Days.
Messen har gennem flere år vokset sig ud af de tidligere rammer i Ballerup, og der var derfor behov for en professionel samarbejdspartner med masser af plads.
”MCH har skabt nogle rigtig gode rammer for årets messe. Det har været en stor opgave at flytte DALO Industry Days til Herning, men jeg synes, at resultatet viser, hvorfor det var et godt valg. Vi har fået plads til flere virksomheder, større udstillinger og endnu bedre muligheder for at mødes på tværs af Forsvaret, myndigheder og industri,” siger Per Pugholm Olsen.
Han sender samtidig en tak til alle, der har bidraget til årets arrangement.
”Tak til de mange udstillere, der har taget turen til Herning og vist deres løsninger frem. Tak til medarbejderne i FMI og Forsvaret, de internationale delegationer og alle de øvrige deltagere, som har været med til at skabe to levende og udbytterige dage. Og ikke mindst tak til MCH for et godt samarbejde og for at skabe rammerne om årets DALO Industry Days.”
Årets DALO Industry Days satte endnu en gang rekord
1.244 virksomheder fra 28 nationer deltog som udstillere på årets messe. Lidt over halvdelen af de mere end 1.200 virksomheder var danske, mens resten kom fra en lang række lande i Europa og resten af verden.
I alt deltog 21.095 inklusiv udstillere i årets DALO Industry Days. Det er en stor stigning sammenlignet med sidste års messe, hvor godt 14.000 deltagere lagde vejen forbi.
Et vigtigt mødested for Forsvaret og industrien
DALO Industry Days er en vigtig del af FMI’s samarbejde med industrien og giver hele Forsvaret og andre myndigheder mulighed for at møde virksomhederne og få indblik i den teknologiske udvikling og de løsninger, som industrien kan bidrage med.
Samtidig får virksomhederne mulighed for at møde FMI, operative enheder, beslutningstagere, internationale delegationer og potentielle samarbejdspartnere.
”I en tid, hvor Forsvaret skal udbygges, er det afgørende, at vi har et godt kendskab til markedet og til den teknologi, der er på vej. Vi skal kunne anskaffe det rigtige materiel til tiden, og det kræver en tæt og løbende dialog med industrien. Den dialog er DALO Industry Days med til at understøtte,” siger Per Pugholm Olsen.
Årets messe har samlet virksomheder fra en lang række lande og dækket et bredt udsnit af forsvarsindustrien – fra landmateriel og maritime løsninger til luft- og rumkapaciteter, cyber, it, kommunikation og sikkerhed.
På messen har de besøgende blandt andet kunnet opleve materiel og teknologi på nært hold og se en række løsninger demonstreret i praksis.
DALO Industry Days vender tilbage i 2027, hvor ambitionen er fortsat at styrke messen som et centralt mødested for Forsvaret og den nationale og internationale forsvarsindustri.
Fotos fra messen til brug for pressen kan findes her.