Et fleksibelt sigte til Hærens granatkastere

Af FMI KOM

 

Nyt Grenade Launcher Sight Mount(GLSM) fra den svenske virksomhed Spuhr skal højne træfsikkerheden med Forsvarets granatkastere. Det nye sigte kan monteres på flere typer granatkastere og indstilles til forskellige ammunitionstyper, sådan at de både kan tilpasses nuværende og kommende kombinationer af våben og ammunitionstyper.

 

Oberst Thomas Øgendahl Knudsen er chef for Landdivisionen i FMI, hvor man har arbejdet på anskaffelsen. Han fremhæver det nye sigtes fleksibilitet, som den helt store gevinst for kampkraften.

 

”Det nye sigte giver os en helt anden form for fleksibilitet i forhold til at kunne sikre bedst mulig træfsikkerhed med granatkastere. Det kommer til at mindske behovet for specialudstyr på tværs af de forskellige granatkastere og ammunitionstyper, som vi har i Forsvaret,” fortæller Thomas Øgendahl Knudsen.

 

Et fleksibelt sigte til Hærens granatkastere

Det nye sigte fra Spurh er let at indstille alt efter, hvilken ammunitonstype der anvendes

Nye granatkastere og nyt sigte

I 2025 blev der anskaffet nye granatkastere, som skulle erstatte donerede våben til Ukraine. Soldaterne kan altså nu også se frem til en bedre sigteløsning, som skaber øget operativ effekt.

 

Med en samlet og mere moderne løsning bliver det lettere at strømline uddannelsen af soldater i brugen af granatkastere og sigter. De nye sigter erstatter flere forskellige ældre sigtesystemer, sådan at man fremover kun har en type, som med sin fleksibilitet kan tilpasses til mange forskellige anvendelsesmuligheder.  

 

De nye sigter udleveres forventeligt i starten af 2027, så de kan komme i brug sammen med de nye granatkastere.