FMI kronelogo

 

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har skrevet under på en aftale om anskaffelse det finske søminesystem BLOCKER fra producenten FORCIT. Anskaffelsen sker som led i det internationale samarbejde Naval Mines Cooperation (NMC), hvor Finland er ledende nation.

Aftalen er en del af et tættere samarbejde mellem europæiske allierede om anskaffelse og anvendelse af søminesystemer. Ud over Danmark og Finland deltager Tyskland, Litauen og Norge i den indledende fælles anskaffelse af BLOCKER.

 

Styrker Danmarks maritime forsvar

Søminesystemer er en del af de maritime kapaciteter, der kan bidrage til at beskytte danske farvande og understøtte Forsvarets opgaveløsning. Med anskaffelsen af BLOCKER styrker Danmark sine maritime kapaciteter og samarbejdet med nære allierede.

”Med anskaffelsen af BLOCKER styrker vi Danmarks maritime forsvar og vores evne til at løse opgaver sammen med vores allierede. Gennem det internationale samarbejde kan vi anskaffe en vigtig kapacitet i fællesskab og samtidig styrke samarbejdet om materiel og operative behov på tværs af landene,” siger kommandør Steen Balslev, chef for den maritime division i FMI.

 

Internationalt samarbejde om fælles kapaciteter

Naval Mines Cooperation blev indledt i 2024 og videreudviklet gennem en rammeaftale i 2025. Samarbejdet skal blandt andet understøtte fælles anskaffelser og styrke samarbejdet om logistik, uddannelse, øvelser og systemernes levetid.

Udover at være den ledende nation på dette samarbejde varetager Finland også rollen som ledende nation for den fælles anskaffelse, mens det finske forsvars- og teknologiselskab FORCIT leverer BLOCKER-søminesystemet.

Med aftalen bidrager Danmark til et tættere europæisk samarbejde om maritime kapaciteter og til styrkelsen af det kollektive forsvar.