I sidste uge blev der afholdt et fælles rumseminar på Svanemøllens Kaserne, som gik under navnet Forsvarets Rumseminar. Her gik chefen for FMI, generalløjtnant Kim Jesper Jørgensen, som den første på scenen for at sætte rammen om dagens program.

FMI var medvært på arrangementet, og spørger man chef FMI Kim Jesper Jørgensen, var der god grund til at være med til dette seminar.

I sidste uge blev der afholdt et fælles rumseminar på Svanemøllens Kaserne, som gik under navnet Forsvarets Rumseminar.
Her gik chefen for FMI, generalløjtnant Kim Jesper Jørgensen, som den første på scenen for at sætte rammen om dagens program.

 

Det er første gang, at Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), Forsvarskommandoen (FKO) og Forsvarsakademiet (FAK) har taget initiativ til et fælles rumseminar, hvor Danmarks mest innovative virksomheder inden for rumfartsindustrien, det akademiske miljø og fagpersoner i spacedomænet frit og åbent kunne dele erfaringer og behov. Dermed var der lagt op til en dag med oplæg og samtaler mellem forsvaret, industrien og universiteter.

 

FMI var medvært på arrangementet, og spørger man chef FMI Kim Jesper Jørgensen, var der god grund til at være med til dette seminar.

 

”Rummet er afgørende for forsvarsopgaveløsningen. Derfor er det helt naturligt for FMI at være med til at arrangere det her seminar. Når vi taler om rummet, taler vi primært om satellitter. Satellitter har en afgørende indflydelse på rigtig mange operationer. Vi kan også se, at vi står over for nogle opgaver særligt i det arktiske område, der kræver, at vi bruger rummet endnu mere. Derfor er sådan en dag som i dag helt afgørende,” siger han.

 

Teknologi i spacedomænet

For chefen for FMI var der især nogle fokuspunkter, der var værd at lægge vægt på, nemlig forsyningssikkerhed, teknologisk modernisering, brug af civil teknologi samt mest mulig brug af danske leverandører og viden. Alt dette sat i relation til spacedomænet.

 

Alle pointer, som chefen kom ind på i den indledende tale, der åbnede dagens program. Et program, som bød på hele 15 oplæg fra eksperter på området, herunder fra industrien.

 

Med disse oplæg fik deltagerne et endnu større indblik i både teknologien og behovene, der findes på området, såvel som hvilke muligheder, der findes hos danske leverandører og producenter. For chefen for FMI er området ikke blot interessant, men også yderst vigtigt at fokusere på.

 

”Inden for de seneste få år er der sket en rivende udvikling. Førhen var satellitter meget store og dyre, men den teknologiske udvikling betyder, at de nu er blevet mindre og tilsvarende billigere. Hele den udvikling er det vigtigt, at vi følger med i. Vi skal i FMI gøre os klogere på, hvilke muligheder, der findes på dette domæne,” siger han.

 



En rød tråd i dagens program

Kim Jesper Jørgensen var med til hele dagens seminar, som han rundede med at fortælle deltagerne om dagens noteproduktion: ni hele A4-sider i generalens notesbog var det blevet til i løbet af dagen. Der blev taget inspiration med hjem til Ballerup.

 

Jesper Tranberg, der er fuldmægtig i Strategiafdelingen ved Forsvarets Industrikontor i FMI, var en af de planlæggende kræfter bag seminaret, og også ifølge ham var det en stor succes.

 

”Seminaret gik over al forventning. Det her med, at FKO, FAK og FMI stod sammen om seminaret, var en god måde at få alle perspektiver med. Samarbejdet skabte en samhørighed og en god rød tråd gennem hele seminaret,” siger Jesper Tranberg.