[Oprindeligt publiceret af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse]

Brugerne var helt enige. Sig Sauer P320 klarede sig ultimativt bedst i de mange test, som var en del af anskaffelsesprocessen af nye pistoler. Et udbud, hvor Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) netop i dag har meddelt Sig Sauer, via den danske agent CT Solution Aps, at de skal levere pistoler til Forsvaret.

I alt fire pistoler var med i testen, og pistolerne blev testet under alle tænkelige forhold af brugere fra Specialoperationsstyrkerne, Militærpolitiet, Flyvevåbnet og Hæren. P320 var den klart bedste kandidat i den fire uger lange testperiode. Testprogrammet var udarbejdet af Hærens Kamp- og Ildstøttecenter (HKIC) i samarbejde med FMI, og bestod bl.a. af fejlfunktionstest, præcisionstest, skydning i mørke og på feltbane. Pistolen blev også testet af eksperter fra Direkte Skydende Våben (DSV) ved HKIC, som bl.a. lavede droptest, penetreringstest og præcisionstest.

Leveres i 2019

Der indkøbes pistoler i to versioner. En almindelig pistol samt en version til skjult bæring, og de skal erstatte alle pistoler i Forsvaret såsom Forsvarets M/49, der ofte går under navnet Neuhausen.

Den nye P320 er en 9x19 mm StrikerFired pistol, hvilket betyder at den ikke har nogen hane, der kan gribe fat i udstyr, tøj, sløringsnet eller lignende. Den nye pistol har en væsentlig større magasinkapacitet og kan leveres med 21 skudsmagasin, hvorimod den gamle M/49 kun har plads til otte skud. P320 har mulighed for, at der kan monteres lyddæmper, taktisk sigtelaser, hvidtlys lygte og rødpunktssigte. Alt sammen er efterspurgte forbedringer, der i højere grad understøtter den danske soldats behov for en moderne pistol.

Implementering

Forud for implementering vil der ske uddannelse af udvalgte våbenmekanikere og skydeinstruktører. Planen for hvem der skal have den nye pistol er udarbejdet af Værnsfælles Forsvarskommando (VFK), men den detaljerede plan for hvilke enheder, der først skal have den nye pistol, udarbejdes senere.

P320 forventes udleveret til alle enheder ved udgangen af 2019.

Se video fra test af kandidaterne herunder (kilde: Forsvarets YouTube-kanal).