Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Danske virksomheder vinder ordre på vedligeholdelse af F-35 kampfly

Indholdsområde

 
Nyt om F-35 
F-35 stresstestes på Lockheed-Martins fabrik. Foto: Lockheed-Martin.
F-35 stresstestes på Lockheed-Martins fabrik. Foto: Lockheed-Martin. 

Danske virksomheder vinder ordre på vedligeholdelse af F-35 kampfly 

Det er med stor glæde, at FMI kan annoncere, at det amerikanske forsvarsministerium har peget på Avionics Test Center Denmark (ATCD) som ansvarlig for vedligeholdelse af avionics – flyelektronik – (16 komponenter) til F-35-kampflyet.

18-02-2019 - kl. 11:00
I april 2018 indleverede de danske virksomheder Terma og Scandinavian Avionics en fælles besvarelse på en såkaldt Request for Information (RFI), på dele af vedligeholdet af F-35-komponenter. Til formålet har virksomhederne etableret et samarbejde med navnet Avionics Test Center Denmark, som nu er blevet udvalgt til at varetage opgaven.

- Increasing our international capability to repair F-35 parts is instrumental for ensuring that the warfighter maintains mission readiness, siger Vice Adm. Mat Winter, F-35 Program Executive Officer, fra det amerikanske programkontor Joint Program Office og uddyber:

- These global repair assignments will get F-35 parts into the hands of maintainers faster, so they can fix and sustain aircraft more efficiently.

Får en afgørende rolle i vedligeholdelsen af F-35

- Det er meget tilfredsstillende, at forsvarets tætte samarbejde med industrikonsortiet bestående af Scandinavian Avionics og Terma har resulteret i, at dansk industri nu tildeles den første større F-35 vedligeholdelseskontrakt. Dette viser, at dansk forsvarsindustri på konkurrencevilkår (pris, tid, leveringssikkerhed og kvalitet) er i stand til at konkurrere med de største på markedet, udtaler generalmajor Henrik Raatræ Lundstein, direktør for F-35 Kampflyprogram.

Divisionsdirektør (Support & Services) i Terma, Lars Hedemann Hilligsøe udtaler:

- Vi er meget stolte over at være valgt af F-35 programmet til at spille en afgørende rolle i vedligeholdelsen af den globale F-35 flåde. Det er en stor dag, ikke kun for Terma, men også for dansk industri, da perspektiverne ved at være en del af F-35 driften i årtier ud i fremtiden er store.

- Hos Scandinavian Avionics er vi meget stolte over at “Avionic Test Center Denmark” er blevet valgt til at være partner i F-35 Globale Vedligeholdelsesorganisation. Dette er resultatet af et særdeles godt samarbejde mellem Terma og Scandinavian Avionics samt med det danske F-35 kampflykontor og andre danske myndigheder i F-35 industripartnerskabet, siger Søren E. Petersen, VP Military Sales, Scandinavian Avionics.

(Artiklen fortsætter under billedet).
Terma og Scandinavian Avionics indgik aftale om at etablere Avionics Test Center Denmark i marts 2018.
Terma og Scandinavian Avionics indgik aftale om at etablere Avionics Test Center Denmark i marts 2018. Det skete i overværelse af forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og generalmajor Henrik Raatræ Lundstein fra det danske F-35-kampflykontor. Forrest er det Termas direktør Jens Maaløe (tv) og Søren E. Petersen, Vice President, Military Sales, Scandinavian Avionics.

Opgaverne vil blive løst i Danmark

Ordren betyder, at danske virksomheder, i samarbejde med USA, i perioden 2021-2025 vil være ansvarlige for vedligeholdelse globalt af avionics komponenter. Fra 2025 skal danske virksomheder stå for det regionale vedligehold af komponenterne i Europa.

Vedligeholdelsesopgaverne vil finde sted i Danmark, og de danske virksomheder vil således udgøre en vigtig del af den globale F-35 drifts- og vedligeholdelsesstruktur.

Produktion og vedligeholdelse i F-35 Partnerskabet

Virksomheder i F-35 brugerlande har mulighed for at vinde ordre på opgaver i relation til produktion og vedligehold af F-35 komponenter. Det sker ved at besvare såkaldte Requests for Information (RFI). Tildelingen af ordre sker efter best value-princippet, der er baseret på objektive kriterier som eksempelvis pris, kvalitet og leveringssikkerhed, samt risici.

RFI’en, som ATCD har vundet dele af, er den anden, der er udbudt på vedligeholdelse af F-35 komponenter. Den første (RFI Tier 1) dækker sammen med RFI for Tier 2 knap 60% af alle de F-35 komponenter, der vil blive udbudt til vedligeholdelse. De resterende godt 40% forventes udbudt blandt F-35 brugerlandende dels senere i år, dels i 2020.

Læs mere om ordrer i rammerne af F-35 Partnerskabet under Nyt Kampfly på fmi.dk.

Industripartnerskabet skal styrke forsvarsrelateret eksport

F-35 Kampflyprogram ved FMI har inden for rammerne af industripartnerskabet løbende støttet besvarelsen fra ATCD. Industripartnerskabet blev etableret som led i Danmarks anskaffelse af F-35 kampfly. Partnerskabet består af Dansk Industri, Erhvervsministeriet, Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet og har til formål at styrke danske virksomheders muligheder for at vinde opgaver relateret til produktion og vedligehold af F-35 samt at åbne døre til anden højteknologisk eller forsvarsrelateret eksport til USA.

Læs mere om Industripartnerskabet på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

Yderligere oplysninger

For yderligere oplysninger kontakt FMI presse på presse-fmi@mil.dk eller på TLF.: +45 2523 7929 / +45 7281 4041.

F-35 over Kastellet - Illustration

Interne link

Eksterne link