Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Nye patruljefartøjer klar til Frontex

    Indholdsområde

     
    Nyheder fra FMI 
    Patruljefartøj på vej ud fra værft
    Patruljefartøj på vej ud fra Grenaa Værft - klar til missioner. 

    Nye patruljefartøjer klar til Frontex 

    Tirsdag 23. juli afgik de to nyindkøbte FRONTEX-fartøjer til Søværnet fra Grenaa Værft efter en missionsforberedende klargøring.

    26-07-2019 - kl. 11:15
    Siden 4. juni 2019 har de to nye patruljefartøjer A545 VIKAR og A546 STELLA POLARIS gennemgået en større klargøring, som har gjort dem i stand til at blive indsat i EU’s grænseovervågningsagenturs (FRONTEX) operationer i Middelhavet.

    - De to fartøjer A545 VIKAR og A546 STELLA POLARIS har siden underskrivelse af købskontrakt og overdragelse fra DanPilot A/S gennemgået en missionsforberedende klargøring, som bl.a. har omfattet et komplet hovedeftersyn inklusiv stort eftersyn på fremdrivningssystemer, fortæller orlogskaptajn Michael Bruhn Rasmussen fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).

    Klar til missioner

    Derudover har værftet foretaget en opgradering af navigations- og varslingssystemer som bl.a. inkluderer installation af Forward Looking InfraRed (FLIR), som anvendes til at søge efter mennesker i vandet samt opdateret navigations- og kommmunikationssystemer i begge fartøjer. Der er installeret nyt airconditioneringssystem til styrehus og aptering, og el-forsyningen har fået en overhaling, så patruljefartøjerne nu er rustet til de kommende missioner.

    - Der er blevet gennemført søprøver med de to fartøjer med et godt resultat. De små fejl og mangler, som vi erkendte under prøveturene blev i vid udstrækning udbedret den efterfølgende dag ved Grenaa Værfts foranstaltning, forklarer orlogskaptajn Michael Bruhn Rasmussen.

    (Artiklen fortsætter under billedet)
    Patruljefartøj ved Grenaa Værft
    Patruljefartøjet er nu klar til missioner.

    Fartøjerne forlod Grenaa Værft A/S om eftermiddagen 23. juli for at forlægge til Flådestation Korsør, hvor den sidste klargøring gennemføres. Frem mod medio august, hvor fartøjerne afskibes til Grækenland, vil Forsvarets personel foretage træningsture med patruljebådene blandt andet for at lære at manøvrere med dem, ligesom den missionsbestemte udrustning også vil blive taget ombord i denne periode.

    Større anskaffelse

    Anskaffelsen af de to nye patruljefartøjer til Søværnet skete som et led i en større anskaffelse, hvor der også er anskaffet tre patruljefartøjer til Marinehjemmeværnet. FMI underskrev købskontrakten af disse fem fartøjer 25. marts 2019 med det statslige lodseri DanPilot. Læs mere om anskaffelsen her.

    Der er tale om fem mindre, hurtiggående fartøjer, som aktuelt er benævnt Vikar, Stella Polaris, Frigg, Jupiter og Rigel, der hidtil har været anvendt som Lodsfartøjer.

    - Fartøjernes alsidighed, størrelse og manøvredygtighed gør dem umiddelbart velegnede til operationer på såvel åbent hav, som i kystnære miljøer nationalt som internationalt, udtalte kommandørkaptajn Stig Kastberg fra FMI i forbindelse med kontraktindgåelsen.

    Specifikationer

    • Effekt: 2 x 500 HK
    • Hastighed ca. 25 knob
    • Længde 13,9 meter
    • Bredde (bredeste sted) 4,6 meter
    • Dybgang 1,34 meter
    • Displacement 17,6 ton

    Nye patruljerfatøjer sejler ud fra Grenaa Værft
    De nye patruljefartøjer sejler ud fra Grenaa Værft.