Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Ny nordisk kampuniform ind i ny fase

    Indholdsområde

     
    Nyheder 
    Her ses soldat fra ISAF Hold 15 iført den nuværende uniform i Helmand, Afghanistan i 2013
    Den kommende uniform skal være kompatibel med multiterrænsløring (MTS) og den eksisterende enkeltmandsudrustning. Her ses soldat fra ISAF Hold 15 iført den nuværende uniform i Helmand, Afghanistan i 2013. Foto: Forsvaret. 

    Ny nordisk kampuniform ind i ny fase 

    De prækvalificerede leverandører til det nye nordiske uniformssystem har nu modtaget kravene til den kommende uniform baseret på brugernes ønsker og behov.

    29-08-2018 - kl. 12:30
    De nordiske lande har vidt forskellige erfaringer og traditioner, når det kommer til forsvarsmateriel, ikke mindst inden for uniformsområdet. Men nu er de samlede funktionelle krav til et nyt nordisk uniformssystem formuleret og formidlet til de prækvalificerede leverandører. Projektet, som officielt er benævnt Nordic Combat Uniform (NCU), gennemføres i rammen af det nordiske militære samarbejde NORDEFCO og omfatter Danmark, Finland, Norge og Sverige. Anskaffelsen har en volumen, som er interessant for leverandørerne, og det er derfor forventningen, at de vil gå langt for at præsentere de bedst mulige løsninger for de nordiske forsvars kommende kampuniformer:

    - Jeg betragter kampuniformssystemet som helt afgørende for soldatens evne til at opretholde sin kampkraft og løse sine opgaver. Vi råder i dag over udrustning og materiel af meget høj kvalitet og min forventning er, at vi med dette projekt kan tage endnu et kvantespring fremad. Systemet skal opleves som en betydelig forbedring for soldaterne, og funktionaliteten skal være optimal for til både mænd og kvinder - uanset hvilke klimaforhold, de opererer under. Vores nuværende uniformssystem har løbende undergået en række forbedringer og der er gjort mange erfaringer, som alle er inddraget i NCU projektet, understreger oberst Christian B. Ishøj, som er chef for den landmilitære division (KALA) i FMI, hvor den danske del af projektet er forankret.

    Konfigurerbart til alle klimaforhold

    Kravene, som leverandørerne nu skal indarbejde i deres prøveuniformssystemer, er formuleret på baggrund af de behov og specifikationer, som soldaterne i de nedsatte brugergrupper i landene har formidlet. Herefter er de blevet teknisk beskrevet i projektgruppen og fremsendt til de potentielle leverandører:

    - Det har ikke altid været lige let at blive enige om, hvilke krav den nye uniform skal leve op til, blandt andet da landene har forskelligartede geografiske og klimatiske forhold. Derfor har der været forskellige krav til, hvad et uniformssystem skal kunne. Det er en udfordring, som er blevet løst ved, at uniformsystemet skal kunne leveres i forskellige konfigurationer, der samlet set fungerer i alle klimazoner - uanset om det er i Danmark eller i koldere egne og det skal selvfølgelig også kunne fungere under jungle- og ørkenforhold, forklarer Carsten Cederbye, som er dansk projektleder for anskaffelsen.

    Artiklen fortsætter under billedet.
    Kommandooverdragelsen mellem ISAF Hold 14 og ISAF Hold 15 i Afghanistan i vinteren 2013
    Kommandooverdragelsen mellem ISAF Hold 14 og ISAF Hold 15 i Afghanistan i vinteren 2013 markerede samtidig Hærens overgang fra M/84 og M/01 uniformerne til det nuværende M/11 uniform i multiterrænsløringssystem (MTS). Foto: Forsvaret.

    Sammenhæng til eksisterende udrustning

    Et væsentlig aspekt ved kravspecifikationen er, at den opstiller de funktionelle rammer uden at definere, hvordan detaljerne skal være. Det er leverandørernes opgave er at finde løsninger, som opfylder de funktionelle krav. Derfor vil de potentielle leverandører også få adgang til det materiel og den udrustning, som soldaterne anvender sammen med uniformerne, såsom sikkerhedsudrustning, rygsække, føringsmidler, hjelme osv., så det sikres, at det fungerer med de nye uniformer:

    - Ved at fokusere på den overordnede funktionalitet frem for på forhånd at lægge os fast på løsninger, fx i forhold til placering af lommer, snit og hvor der skal være plads til en notesbog og en blyant, skaber vi mulighed for, at leverandørerne kan præsentere de bedst mulige løsninger. Samtidigt forventer vi, at de skaber den mest optimale sammenhæng i forhold til den udrustning, som uniformsystemet skal anvendes sammen med, så man fx undgår at have en ubekvem knap mod brystet, når man er iført sin sikkerhedsudrustning, pointerer Carsten Cederbye.

    Allerede i løbet af dette efterår vil leverandørerne indsende et prøveuniformssystem, som efterfølgende vil blive evalueret. Derefter vil de leverandører, som har klaret opgaven bedst, fortsætte til det udvidede brugertestprogram. Dette program vil blive udført i alle de fire nordiske lande over en længere periode, hvor uniformen skal afprøves i alle årstider og i forskellige miljøer. Derudover vil uniformerne blive underkastet omfattende laboratorietests gennemført i Forsvarets Laboratorier, som er del af FMI.

    Kompatibelt med MTS

    Uniformsystemet omfatter inder-, mellem- og yderbeklædning, og for den danske del gælder det, at systemet skal være kompatibelt med multiterrænsløringen, som allerede anvendes i dansk uniform- og udrustningssammenhæng. Tilsvarende har de øvrige nordiske lande mulighed for at få uniformssystemet i de sløringsmønstre, som er optimale for dem. Det er forventningen, at der i slutningen af 2020 kan indgås kontrakt, og hertil skal lægges ca. 1 år til varemodtagelse, oplægning på lagre og depoter mv. før udlevering begyndes. Det er hensigten, at den nye uniform skal udleveres til alle relevante indenfor en meget kort periode, så der ikke er skal bruges lagerplads m.v. på flere systemer samtidigt, og så alle enheder er ens.

    Læs evt. mere på det nordiske projekts hjemmeside (NORDEFCO): www.nordefco.org/commonuniform

    Eksterne links