Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

FMI anskaffer patruljefartøjer til Søværnet og Marinehjemmeværnet

    Indholdsområde

     
    Nyheder 
    Nye patruljefartøjer
    Nye patruljefartøjer indsættes blandt andet i rammen af FRONTEX-missionen til overvågning af Europa ydre grænser. Foto: Ole Friis. 

    FMI anskaffer patruljefartøjer til Søværnet og Marinehjemmeværnet 

    Mandag den 25. marts 2019 underskrev Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) en købskontrakt med det statslige lodseri DanPilot om køb af fem fartøjer.

    27-03-2019 - kl. 16:00
    Efter modificering vil Marinehjemmeværnet anvende tre af fartøjerne til et bredt spektrum af nationale opgaver, og Søværnet vil anvende to af fartøjerne til indsættelse i EU’s grænseovervågningsagenturs (FRONTEX) operationer i Middelhavet.

    Der er tale om fem mindre, hurtiggående fartøjer, som aktuelt er benævnt Vikar, Stella Polaris, Frigg, Jubiter og Rigel, der hidtil har været anvendt som Lodsfartøjer. Nu venter en mindre ombygningsopgave, hvor fartøjerne bl.a. skal synes, males, klargøres til let bevæbning og i det hele taget opgraderes til deres fremtidige anvendelse. Det er hensigten, at udbyde opgaven om modifikation af fartøjerne i regi af FMI ”Kategoriprogram for Skibsvedligeholdelse” for fartøjer under 100 ton, hvor bl.a. en række danske værfter er prækvalificerede.

    - Jeg er glad for, at det er lykkedes os at imødekomme Søværnets og Marinehjemmeværnets krav så hurtigt, som det er tilfældet. Nu ser jeg frem til at få efterset og ombygget fartøjerne, så vi kan få dem overdraget, og de kan komme ud og gøre gavn. Fartøjernes alsidighed, størrelse og manøvredygtighed gør dem umiddelbart velegnede til operationer på såvel åbent hav, som i kystnære miljøer nationalt som internationalt, udtaler kommandørkaptajn Stig Kastberg fra FMI i forbindelse med kontraktindgåelsen.

    De to fartøjer, der tilgår Søværnet, planlægges efter en missionsforberedende modifikation indsat i rammen af FRONTEX-missionen til overvågning af Europa ydre grænser. I samarbejde med dansk politi og lokale myndigheder vil bidraget skulle gennemføre patruljering, rekognoscering og overvågning samt eftersættelse og standsning af fartøjer mistænkt for lovovertrædelser - herunder menneskesmugling.

    Anskaffelsen af fartøjerne til Marinehjemmeværnet sker som led i det pilotprojekt vedrørende mindre, hurtigtgående skibe, der blev vedtaget med Forsvarsforliget 2018-2023, og i Marinehjemmeværnet ser man frem til at modtage de tre fartøjer:

    - Vi glæder os i den grad over, at Marinehjemmeværnets frivillige snart kan tage de nye fartøjer i brug, så vi kan gøre os praktiske erfaringer med en fartøjstype, der er mindre, men hurtigere end de fartøjer, vi har i dag. Halvdelen af Marinehjemmeværnets 30 fartøjer har nemlig en alder, der gør, at de står overfor udfasning indenfor de kommende år. Det er derfor interessant at opnå erfaring med, om en sådan fartøjstype kan anvendes til at løse de militære og beredskabsmæssige opgaver i fremtidens marinehjemmeværnsflåde, siger Chefen for Marinehjemmeværnet, kommandør Henrik Holck Rasmussen.

    Handlen er gennemført som en såkaldt ”Government to Government-aftale” mellem Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og DanPilot, som er en myndighed under Erhvervsministeriet.

    FAKTA

    Handlen omfatter følgende fartøjer:

    • Vikar
    • Stella Polaris
    • Frigg
    • Jubiter
    • Rigel

     

    Specifikationer

    • Effekt: 500 HK
    • Hastighed 25 knob
    • Længde 13,9 meter
    • Bredde (bredeste sted) 4,6 meter
    • Dybgang 1,34 meter
    • Displacement 17,6 ton

    Patruljefartøj
    Foto: Ole Friis.