Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

De første lastvogne er klar til brug

    Indholdsområde

     
    Nyheder 
    Scania-lastvogne under paradekørsel
    På billedet ses nogle af de første leverede Scania-lastvogne under paradekørsel på Flyvestation Skrydstrup. 

    De første lastvogne er klar til brug 

    Frem mod 2023 vil Forsvaret modtage omkring 950 nye lastbiler. De første er kommet - se video nederst i nyheden.

    05-10-2018 - kl. 11:35
    Det så rigtig godt ud, da de 22 nye Scania-lastvogne var linet op til modtagelsesceremonien 14. september 2018 på Flyvestation Skrydstrup. Lastvognene her er kun begyndelsen, for frem til 2023, modtager Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) omkring 950 både vej- og terrængående lastvogne.

    Lastvognene her er derfor blot de første af de frugter, som nu kan høstes. I løbet af 2018 leveres der i alt 72 nye vogne fra Scania, og fra det nye år tager det fart, hvor der vil blive leveret omkring 10 lastvogne om måneden. De kommercielle vogne leveres i henholdsvis grøn og sort. De sorte lastvogne er beregnet til logistikopgaver mellem FMI depoter, mens de grønne lastvogne skal køre ved de operative myndigheder.

    Artiklen fortsætter under billedet.
    FMI's vicedirektør ved ceremoni for første leverede Scania-lastvogne
    FMI's vicedirektør, brigadegeneral Anders Mærkedahl Pedersen under ceremoni for levering af de første Scania-lastvogne til forsvaret.

    En fleksibel flåde

    Rejsen frem til den første levering af lastvogne har været lang, men det har været en konsekvens af ønsket om at sikre, at FMI i forhold til det civile markeds muligheder kunne få det bedste materiel. Brugere i Forsvaret har mange forskellige behov til en lastvogn, og det var vigtigt at sikre, at den kommende lastvognsflåde kunne opfylde alle behovene.

    Derfor er lastvognene fra Scania bygget på et modulprincip, hvor vognene primært kommer til at virke som en bærende platform for den kapacitet, den udstyres med til en given opgave. En sådan kapacitet kan eksempelvis være en container med specialudstyr. Ved brug af modulærprincippet fastlåses lastvognene derfor ikke til bestemte arbejdsopgaver, hvorfor de 950 nye lastvogne kan løse de samme opgaver, som før krævede en lastvognsflåde på 1.300 vogne. Det giver en større effektivitet og en bedre udnyttelse af flåden samtidig med, at driftsomkostningerne mindskes.

    Beskyttede lastvogne

    I 2020 forventes den første levering af de terrængående og beskyttede lastvogne. I samarbejde med Scania arbejder projektkontoret i FMI på højtryk for, at den nye terrængående flåde vil være opdateret med den nyeste teknologi og den bedste beskyttelse med fuld såkaldt Government Furnished Equipment (GFE), så soldaterne får optimale vilkår for deres opgaveløsning. Den terrængående flåde skal indgå side om side med den nuværende MAN HX og SX lastvognsflåde.

    Artiklen fortsætter under billedet.
    Scania-lastvogne i paradeopstilling

    Udfasning

    I takt med leveringen af de nye lastvogne fra Scania vil den gamle lastvognsflåde blive udfaset. Selvom den gamle flåde har gjort det godt, gælder det for de fleste af vognene, at de er slidte og ikke i alle tilfælde lever op til vores krav.

    Fakta

    Der indkøbes i alt cirka 950 både vej- og terrængående lastvogne, som vil blive leveret til Forsvaret i tiden frem til år 2023.

    Anskaffelsen af den nye lastvognsflåde er sket som en del af FMI nye kategoriprogram inden for hjulkøretøjsområdet, som muliggjorde, at såvel vejlastvogne som terrængående lastvogne blev samlet i ét udbud.

    Testprogrammet i anskaffelsen af den nye lastvognsflåde var et af de mest omfattende i indkøb af nye køretøjer. Lastvognene blev presset til det yderste, hvor de blandt andet tilbagelagde mere end 2.000 kilometer på landevejene og i terrænet, samt gennemgik grundige tests på øvelsesbanen. Her blev eksempelvis afprøvet vognenes klatreevner og igangsætning op ad skråninger med maksbelastning.

    Vil du vide mere om anskaffelsesprocessen af nye lastvogne til Forsvaret, det omfattende testprogram samt brugerinddragelsen - så se filmen ”Optimering af FMI indkøbsorganisation” på Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses LinkedIn-profil.

    Relateret