For den tidligere kontorelev i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Marc Olsen, har tiden som elev stået som en enestående mulighed. Han er færdig som elev, men fortsætter i et vikariat, indtil han i februar skal aftjene værnepligt.

Tidligere kontorelev i FMI Marc Olsen

Marc Olsen har en stor personlig interesse for forsvaret, og det var derfor den oplagte mulighed for ham, da han fik øjnene op for, at han kunne blive elev i FMI.

 

”Jeg vidste ikke, at FMI fandtes, før de kom og holdt et oplæg på den skole, jeg gik på. Der gik det op for mig, at jeg kunne blive elev i forsvaret, som var noget, der virkelig interesserede mig,” siger Marc.

 

”Jeg fik hurtigt sat en samtale op med FMI, og det viste sig, at de kunne bruge en som mig,” fortsætter han.

 

Det viste sig også, at Marc kunne bruge FMI. Han fortæller smilende om tiden som kontorelev, der ifølge ham har været alt andet end bare kontornusseri. Sammenlignet med andre kontorelever føler Marc, at han har fået oplevelser for livet i tiden hos FMI.

 

”Der er ikke noget, der ligner det. Her har jeg fået vilde oplevelser, som for eksempel at kravle rundt på en kampvogn. Det er noget, jeg aldrig vil glemme. Det har været anderledes og spændende at være elev i FMI,” siger han.

 

Ansvar og jobglæde følges ad

Samtidig har tiden som kontorelev været både lærerig og gavnlig for den unge mand. Det faglige niveau i FMI har givet Marc både personlige og professionelle kompetencer, han ikke ville være foruden i sin hverdag nu.

 

”Elevtiden i FMI har gjort mig mere ansvarsbevidst. Jeg har lært at tage ansvar, hvis jeg laver fejl, og samtidig er jeg blevet bedre til at kommunikere klart – især på skrift,” fortæller han.

 

Men afslutningen på elevtiden betyder ikke farvel til FMI, for Marc Olsen er blevet ansat i et vikariat i den sektion, han var kontorelev i – til stor glæde for ham.

 

”Der blev slået en stilling op i det forretningsrum, jeg sad i, og da jeg blev tilbudt den, sagde jeg selvfølgelig ja, fordi jeg er så glad for at være her,” fortæller han.

 

Jobglæden har for Marc været en kæmpe gevinst, fordi det har gjort hverdagen nemmere. I skole og fritidsjobs har han før oplevet, at det kunne være svært at motivere sig selv til at skulle afsted, men i FMI er historien en anden.

 

”Jeg har aldrig mødt udfordringer med at skulle på arbejde i FMI. Det har bekræftet for mig, at det var det helt rigtige sted, jeg landede,” siger Marc Olsen med et smil.

 

Læs mere om elevpladser i FMI

 

Eksempler på opgaver

Under elevtiden løste Marc bl.a. disse opgaver:

 

Hjulpet med lister omkring optælling og mønstring af depoter i hele Forsvaret.

 

Rejseansvarlig for medarbejdere når de skulle ud og rejse til kaserner og andre NATO-lande.

 

Administrative opgaver for medarbejdere (forplejning til møder, booke mødelokaler, SharePoint/Work Zone ansvarlig).

Sidst opdateret 13. februar, 2024 - Kl. 08.21